Ny viden baner vej for vacciner mod spolorm

Klik her for at printe siden

december 6th, 2011

Nye forskningsresultater giver håb for de 1,2 milliarder mennesker, der på verdensplan er smittet med parasitten spolorm. Spolormens arvemasse er netop blevet kortlagt af forskere fra blandt andet Danmark, Australien og Kina. Forskningsresultaterne danner grundlag for at kunne udvikle vacciner og nye lægemidler til forebyggelse og behandling af spolormen.

Kendskabet til spolormens DNA kan forklare spolormens livscyklus som parasit, når den vandrer rundt i dens vært – et menneske eller et dyr. Forskerne har desuden identificeret 750 molekyler i parasitten, som har betydning for nedbrydning af menneskets væv, og som spolormen samtidig bruger til at skjule sig for menneskets immunforsvar, oplyser Peter Nejsum, postdoc ved LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

Ifølge Peter Nejsum kan den nye viden bruges til at identificere molekyler, som er unikke for parasitten, og i fremtiden udvikle lægemidler, der målrettet går til angreb på disse parasitmolekyler uden at gøre skade på resten af kroppen.

Fakta om spolormen
Spolormen kaldes i daglig tale for spoleormen, og er en 15-35 centimeter lang parasit, der lever i tyndtarmen hos mennesker. På verdensplan er spolormen hvert år skyld i cirka 10.000 dødsfald. Mennesker kan smittes med spolorm fra svin, hvilket er den hyppigste smittekilde i Danmark. Risikoen for at blive smittet med spolorm er særlig høj i u-lande med mangelfulde sanitære forhold. I Danmark bliver patienter med spolorm kureret med et ormemiddel.

 

Kilder: Ritzau, Københavns Universitets hjemmeside, www.aktuelnaturvidenskab.dk og www.medicin.dk.
 

 

Kommentarer